Generalforsamling 2024
Generalforsamlingen fandt i år sted d. 5. februar på Fenskær Efterskole
FORMANDSBERETNING 5/2 2024 Fenskær Efterskole:
2023 var på en måde et roligt år, forstået på den måde, at det, der foregik i foreningen, var gode, velkendte aktiviteter.
Lad os begynde med ”dagligdagen”
I træværkstedet på Fenskær har 2 x 7 medlemmer drejet træ henh. onsdag og torsdag aften. Når en deltager holder op, lykkes det heldigvis at finde en ny.
I Frivillighuset er der hver mandag dukket en flok op med deres symaskiner og hygget sig med sy sammen. Tirsdag aften i ulige uger har andre mødtes medbringende den form for håndarbejde, de hver især var i gang med, mest strikning, hækling og broderi. 4 x i foråret og 4 x i efteråret har der så været broderi på programmet. Og hver torsdag var det så strikketøjet, der fik en omgang el. flere.
Disse aktiviteter, både på Fenskær og i Frivillighuset, er ret selvkørende, når først lokaler er booket, og tilskud søgt. Tak til kontaktpersonerne, som sørger for kontakten til bestyrelsen.
Og så går vi over til det mere ”festlige”.
Som noget nyt forsøgte vi os 19. april med en fælles fremvisning – eller en form for tidlig sæsonafslutning - for hele foreningen. Ideen var, at vi hver især medbragte nogle af vores egne ting, så det var muligt at se, hvad der blev lavet rundt om i foreningen. Elli havde indkøbt til et lille traktement – tak for det. En fin aften, som nok tåler gentagelse.
I oktober lavede vi endnu et fælles projekt – denne gang til Kulturnatten. Her var det overordnede tema ”det spirer og gror”, så temaet for vores eget foreningsprojekt i Frivillighuset blev svampe. Alle medlemmer blev indbudt til at bidrage med svampe i valgfri materiale/teknik. Resultatet blev svampe i træ, filtede svampe, hæklede svampe, svampe med broderi osv. Ud af de indleverede svampe lavede Anne-Marie og jeg et lille landskab. Vi syntes selv, det blev meget vellykket. Og gæsterne synes, det var sjovt.
Kulturnatten betyder først og fremmest noget for mig. Jeg mener, at en el. anden form for fællesprojekt for de forskellige foreninger i Frivillighuset, er oplagt at lave på Kulturnatten for at vise, at foreningerne eksisterer.
Sidst i november var vi så medarrangører af et foredrag af Jens Worning om Ukraine. Det foregik på gymnasiet og var meget interessant og godt at blive klogere af i en tid, hvor det kan være svært at vide, hvad der er op og ned om Ukraine. Foredraget stod Voksenundervisningens Fællesråd for. Foreningen er medlem af rådet og er derfor med i det, selv om emnerne ofte falder uden for vores område, men måske kan vi også byde ind med et emne, der har relevans for vores interessefelt - og er debatskabende. Det sidste kræves for at kunne arrangeres i Voksenundervisningens Fællesråd.
I uge 29 afholdtes sommermarkedet i Tobaksgården. Omkring 20 udstillere deltog i en hyggelig stemning som altid. Vinden drillede os en del, bla. under opsætning af telte og pavilloner. På et tidspunkt stod et af teltene på højkant og tog dernæst en tur over i gården ved slagter Mortensen. Det så lidt vildt ud. Vinden betød skader på nogen af vores nye pavilloner. Så der skal nok findes nogle bedre løsninger på at holde det hele ved jorden.
Vinden gjorde sig også gældende til efterårsmarkedet på Kabbel tors-lør i uge 42. Tagsten fløj af, og Smutti måtte flyttes. Trods det barske vejr var der alligevel 900 betalende gæster, altså lige så mange som året før, så det kan vi ikke klage over. Der var ca 22 stande; hver en krog var fyldt op.
Lørdag eftermiddag dukkede TV MidtVest op. Det var desværre for sent til at lokke flere til i åbningstiden, men søndag formiddag under oprydningen dukkede et par fra Ikast op for at komme på marked. Ærgerligt. Men det er sikkert muligt at lokke flere besøgende til. Og jeg kan fortælle, at den første udstiller allerede har henvendt sig for at få at vide, om der bliver plads til ham iår.
Efter markedet har vi drøftet, om vi kan finde en god måde at invitere udstillere på, så vi hvert år får nye udstillere med, men også holder fast i dem, der har været med rigtig mange år. Løsningen på dette er ikke helt på plads endnu.
Men alt i alt et godt år, hvor vi kan takke hinanden for mange timers samvær om husfliden. Tak til Elli for at tage sig af hjemmesiden og tak til den øvrige bestyrelse for det forgangne år.
Da det er min sidste formandsberetning, vil jeg slutte med at ønske bestyrelsen held og lykke med arbejdet fremover. Pas godt på foreningen.
Ingeborg Refstrup